Pressemeddelelse: Lad os studere i fred

Skrevet af Redaktionen, 25.04.2017

I gårsdagens artikel bragt i Berlingske (den 25. april 2017), har fire rektorer og flere politikere været ude og råbe vagt i gevær omkring det forøgede antal unge med indvandrerbaggrund, som udgør større dele af enkelte gymnasier i landet. For at citere Kirsten Jensen, rektor på Hvidovre Gymnasium, er det decideret “kritisk når det [antal unge med indvandrerbaggrund, red.] ligger et sted mellem 20 og 30 procent.” Jan Vistisen, rektor på Herlev Gymnasium, kalder situationen for “grotesk”, og Alan Kjær Andersen, rektor på Ørestad Gymnasium, går så langt, at han foreslår at indføre en maksimumgrænse baseret på de unges etniske herkomst.

Iklædt begreber som “ikke-vestlige indvandrere” og “efterkommere” har man brudt grænserne for anstændig journalistik og ansvarlige udtalelser i offentligheden. At man decideret fører statistikker, hvor unge danskere kommer i bokse som “vestlige indvandrere og efterkommere” vs “ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” viser, at vi i Danmark stadig har lang vej før vi indser, at kulturel baggrund ikke udgør et problem, men at man i stedet bør kigge på samfundet som et hele og fokusere på sociale og økonomiske forhold som vigtige faktorer i samfundsdebatten.

Alene dét, at vi oplever at unge danskere med minoritetsbaggrund, gang på gang får problematiseret deres forældres baggrund, er skadende. De udelukkes i debatten og i samfundet, og fremstilles som indædte problematiske. Og det er et problem. De unges minoritetsbaggrund er en ressource, deres forældres sprog er en ressource og deres gymnasiegang er en berigelse for samfundet, og det er på tide, at vi anerkender de unge for deres stræben og deres ihærdighed. De er i gang med en ungdomsuddannelse, det skal fejres – ikke problematiseres.

Vi er ikke blinde for det faktum, at skolernes sociale atmosfære og faglige udbytte i høj grad kan effektiviseres, ved at gymnasier udgøres af elever med forskellige baggrunde. Det går i øvrigt fint i tråd med islamisk læring, hvor formålet med skabelsens diversificering og forskelle i sprog, farver, kulturer og traditioner, er at komme hinanden tæt, og udveksle viden og erfaringer. Hvad vi dog tager afstand fra, er kløftegravende udtalelser som agter at kategorisere unge muslimer som en problemskabende masse, og dermed uundgåeligt bidrager til et negativt uddannelsesmiljø, i kontrast til dansk lovgivning:

”[…] Undervisningsmiljøet på skoler og uddannelsesinstitutioner skal fremme deltagernes muligheder for udvikling og læring og omfatter derfor også uddannelsesstedets psykiske og æstetiske miljø”jf. Bekendtgørelse af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø, §1, stk. 1, 2. pkt

Rektorerne har altså ansvaret for gymnasiernes psykiske miljø, men med disse udtalelser virker det nærmere som om, at dette ønskede miljø undergraves.

Det er ikke godt nok, når unge danskere med anderledes klingende navne ikke får sig en uddannelse. Men det er åbenbart heller ikke godt, når de vælger gymnasiet efter deres netværk. Er det fordi de er for iøjnefaldende for danske familier hjemme ved kakkelbordene med det rød-hvide voksdug, når de skal vælge gymnasium for deres egne børn? Hvornår bliver det nogensinde godt nok? Kunne rektorer ikke eksemplarisk mande sig op, og konkludere; disse unge er også en del af samfundet – endda velintegreret – og der eksisterer derfor intet behov for at portrættere disse statistikker som problemer.

Består de deres eksaminer? Ja! Følger de med i pensum og afleverer deres opgaver til tiden? Ja! Færdiggør de med hue og et godt snit? Ja! Hvad er så problemet, hvis ikke dette er diskret kulturel og institutionel diskrimination?

Vi opfordrer rektorerne til at yde deres ypperste for først at løse interne udfordringer internt og i samarbejde med både lærere og elever, i stedet for at begive sig ud i mediemøllen med uhensigtsmæssige udtalelser. Det er sammen, at man bør løse tingene. Det er sammen, at man sætter rammerne. Og det er sammen, at man tager dialogen – for samtalens vej med de personer det rent faktisk involverer, vil altid være en bedre løsning, end en samtale om disse personer.

Vi opfordrer i samme ånd alle unge, uagtet hvilke etniske forhold de kommer fra, at de fortsat viser den skønne gejst og motivation, som optagelser på landets gymnasier kendetegner og symboliserer. Viden er en stor dyd, og kun gennem viden kan vi bryde uvidenhedens spiraler af fordomme og prædikener af frygt.