Hvorfor Islam ikke har behov for reform – Retten til at fortolke Quranen

Af Shaykh Asim Khan, oversat af redaktionen.


Quranen


En bog af vejledning, åbenbaret af Allah (subḥānahu wa taʿālā) til hans elskede budbringer, Muhammad (sallah Allahu aleyhi wa asallam). En bog åbenbaret af Allah ’sent down to you, full of blessing, so let people of intelligence ponder its Signs and take heed’ [38:39].


En bog åbenbaret til profeten Muhammadﷺ for at kunne ”lead mankind out of darkness (of disbelief and polytheism) into loght (of belief in the Oneness of Allah and Islamic Monotheism) by their Lords’ Leave to the Path of the All-Mighty, the Owner of all Praise” [14:1]


Quranen. Adskilleren mellem det rette og det slette. En påmindelse til menneskeheden. Rebet fra Allah (subḥānahu wa taʿālā) til hans tjenere. Allahs (subḥānahu wa taʿālā) ord.


Quranens helligdom er noget som er indgraveret i hjerterne på alle muslimer, allerede fra en ung alder. Muslimer af alle generationer, fra alle verdens hjørner, står sammen i bred enighed om, at Quranen er det hellige, rene og uforvrængede skrift af vejledning fra Skaberen til menneskeheden. Muslimer har siden profeten Muhammad ﷺ tid søgt vejledning, velsignelse og indre ro fra det mirakuløse og guddommelige ord fra Skaberen, og fortsætter i dag på samme vis. Den er læst, studeret, reflekteret over og handlet i overensstemmelse med ned i mindste detalje af de, som oprigtigt søger, at leve i sporene af dets tidsuafhængige budskab.


I forlængelse af at slå fast, at Quranen er Allahs guddommelige ord, er det lige så vigtigt for enhver muslim at vide, at profeten ﷺ i sin tid forklarede betydningen af Quranen for sine ledsagere, så at alle hans ledsagere fik en kollektiv forståelse for betydningen af Quranen. Faktisk fortæller bn Taymiyya (728) i sit værk omkring principperne for Tafseer (Muqaddimah Fī Uṣūl al-Tafsīr) at; ”Det er obligatorisk at vide, at profeten ﷺ forklarede sine ledsagere betydningen af Quranen, ligeså vel som han lærte dem ordene”.


 Idéen om profetens rolle som værende Quranens fortolker er noget som Allah selv stadfæster; ”And We have sent down the Reminder to you so that you can make clear to mankind what has been sent down to them so that hopefully they will reflect’[16:44]


De lærde er uenige om hvordan profeten forklarede Quranen, og hvilke metoder han tog i brug. Nogle gange ville han i explicit forstand forklare et vers, som tilfældet af sidste vers af Surat Al-Fatiha. Andre gange ville han tage brug af andre metoder som billedsprog, hvilket han tog i brug af da han tegnede i sandet i forklaringen af ”Den lige vej”. Andre gange var det via praktisk udførelse at han forklarede Quranens vers, som det var tilfældet da befalingen om Salah (bøn) blev åbenbaret. Uagtet hans valg af forklaringsmetode efterlod han ledsagere som kollektivt forstod den komplette fortolkning af Quranens vers og kapitler. Ledsagerne lærte dermed dette videre til fremtidige generationer. Eksempelvis er det berettet af den store tabi’i Mujahid (104 AH) at ”Jeg læste hele Quranen for Ibn Abbas (68 AH) tre gange, (hvorved) jeg stoppede ham ved slutningen af hvert eneste vers, og adspurgte ham omkring dens mening”. Af denne årsag ville store lærde som Al-Shafi’i, Imam Ahmed og Bukhari læne sig stærkt op af hans beretninger.


Enhver uenighed vedr. dette fundamentale koncept ville indikere at profeten (sallah Allahu aleyhi w asallam) selv var uvidende omkring fortolkningen af Quranen, eller at han kendte meningen bag, men valgte ikke at transmittere den videre. Begge disse forslag ville fratage ham rollen (sallah Allahu aleyhi wa sallam) som budbringeren der spredte budskabet af vejledning til menneskeheden, og kan derfor hurtigt tilbagevises. Allah (subhanahu wa ta’aala) beordrede selv profeten i udførelse af denne opgave; ’ O Messenger! Transmit what has been sent down to you from your Lord’ [5:67].


Baseret på denne idé siger Ibn Taymiyya ”og af denne årsag var der meget minimal uenighed imellem ledsagerne om fortolkningen af Quranen” (Muqaddimah Fī Uṣūl al-Tafsīr by Ibn Taymiyya).


Analyser af ledsagernes adfærd under profetens (sallah Allahu aleyhi wa sallam) levetid understøtter idéen om, at meningen blev tydeligt overført. Det berettes at personer som Utham b. Affan, Abdullah b.Masud og andre, at de under deres læring af Quranen fra profeten ﷺ at de ikke ville fortsætte videre fra 10 vers, før de forstod dets indhold meningsmæssigt og handlingsmæssigt. De ville sige ”vi lærte Quranen, viden og handling på samme tid’ (Muqaddimah Fī Uṣūl al-Tafsīr s.26)


Imam al-Tabari (d.310) – som hævdes at have forfattet den største bog af Tafseer – udtalte; ”den anden største kilde for Quranens fortolkning er det som Allah på eksklusivt vis lærte profetenﷺ som værende fortolkningen, […] og derfor er der ingen anden måde hvorpå de (hans følgere) kan anskaffe sig denne viden udover ved hans fortolkning. (Tafsīr al-Ṭabari, Taḥqīq Shākir s. 92 bind 1).


Det kan derved konkluderes, at når man værdsætter, at profetens rolle var at lære fortolkningen af Quranen videre til sine efterfølgere, og at ledsagerne var mestre i det arabiske sprog, som dermed på effektiv vis kunne begribe Quranen bedre end nogle af de næste generationer, kan vi med sikkerhed fastslå, at rammerne for Quranens storslåede budskab var blevet fastsat for hænderne af fælleskabet for profetens ledsagere.


Hvorfor kan fortolkning ikke forblive vidt åben?


Fortolkning er; ’En handling hvorved meningen af noget forklares’, og af denne årsag kan forfatterens intention bag hans tale aldrig separeres fra talen selv. Eksempelvis ses det ofte, at når en person beklager sig for en anden person og siger ”jeg er ked af det” vil svaret enten være ”jeg accepterer din undskyldning” eller ”du mener det ikke, jeg accepterer ikke din undskyldning”. Dette respons afhænger af den sårede persons opfattelse af den andens persons intention bag undskyldningen. Denne logik understøtter idéen bag sprog, da sprog defineres som ” a system of conventional spoken, manual, or written symbols by means of which human beings, as members of a social group and participants in its culture, express themselves.”.


Derfor er det vigtigste aspekt af sprog ikke selve udtalelsen isoleret set, men snarere intentionen bag udtalelsen og hvad udtaleren har ment med udtalelsen. Hvis Quranen var åben for fri fortolkning af alle, kunne ethvert vers potentielt besidde et ubegrænset antal meninger. Dette ville som resultat indikere at Gud var forfatteren bag forvirring (Ophøjet er Han, Fri for fejl). Hvis meningen var ukendt eller kunne betyde vidt forskellige ting for forskellige mennesker afhængigt af tid, sted eller andre faktorer ville Quranen i virkeligheden – som de få sekulære muslimske stemmer påstår – være meningsløs og ikke meningsfuld. Dens rolle som vejledning for menneskeheden ville dermed være negligeret eller på bedste vis meget skrøbeligt.


Det er generelt accepteret at hovedværket for alle tafseer-bøger er den af Imam at-Tabari, under titlen ’Jami’ al-Bayan fi Tafsir al-Quran. Den hører blandt de meste kendte bøger indenfor tafseer-videnskaben, og er muligvis det mest omfattende værk som vi har til rådighed på emnet. Den er baseret på beretninger fra profeten ﷺ, Sahaba og Tab’iun. Af denne årsag siges det at alle lærde af Quranen lænede sig op af hans bog efter dens udgivelse.


Som konklusion er formålet og drivkraften bag tafseer ikke blot at forklare hvad Quranens smukke vers betyder, men snarere at forsøge at afdække hvad Allah – Ham som har talt ordene – mente og intenderede med dem. Det er derfor at den store lærd al-Zarqani definerede tafseer som værende; ”en videnskab som studerer al-Quran al-Kareem fra perspektivet af dens mening som Allah havde intenderet, så meget som menneskelig kapacitet end tillader det” [Manāhil al-Irfān fi Ulūm al-Qurʾān by al-Zarqani 2/7].


Derfor, for at implementere Quranens læring skal man først forstå hvad der er intenderet af ham som disse ord tilhører, altså Allah. Først derefter kan personen forsøge at handle efter Quranen på den måde som Allah selv har intenderet for mennesket at handle på. Det er når en person forstår den intenderede mening bag Quranen at han er i stand til ’ …ponder over its Verses…’ and seek to be from ‘…the men of understanding…’[38:39]


Men opfordrer Quranen os ikke flere steder til at overveje og reflektere over dets ord?


Allah siger ”Do they not then think deeply in the Qur’ān, or are their hearts locked up (from understanding it)” ?[47:24]


Nogle vil måske bruge vers som dette for at konstatere at overvejelse og refleksion af Quranen er noget som Allah har befalet, og at enhver person bør reflektere over den på sin personlige måde. Hvorfor kan vi så ikke sige at Quranen er åben for fri fortolkning?

Selvom overvejelse og refleksion over de pragtfulde vers er den vigtigste interaktion en person kan gøre sig med Quran, skal der tegnes en klar skillelinje mellem tafseer (fortolkning) af Quranens vers og Taddabur-konceptet.


Taddabur oversættes til dyb tænkning og refleksion over Quranen.


Taddabur er den individuelle overvejelse og refleksion som gør, at personen kan bevæges og spirituelt påvirkes af hans skabers ord. Dens frugter er endeløse og denne proces tillader for en person at forbinde sig til Quranen igennem alle livets aspekter. Men selvom taddabur i sig selv er en endeløs proces, skal den være reguleret af meget simple guidelines. Ibn al-


Qayyim nævner fire:


  • At det ikke står i modstrid til meningen af verset
  • At meningen er korrekt i og for sig
  • At det rene arabiske sprog kan akkommodere det
  • At der imellem den og verset er sammenhæng og overensstemmelse

Hvis disse fire aspekter spiller sammen vil den personlige deduktion være god og gyldig [al-Tibyān by Ibn al-Qayyim p. 79].


Som konklusion har enhver muslim forpligtelse til at reflektere over meningen af Quranen og må forsikre sig, at konklusionen som han/hun udleder som resultat af denne dybe refleksion er på linje med den korrekte tafseer af det vers som han/hun reflekterer over. Konklusionen skal altså være i overensstemmelse med den islamiske påbud og forbud som helhed, og ikke kollidere med nogle af de veletablerede koncepter indenfor religionens rammer. Eksempelvis kan personen støde på verset ’ So woe unto those performers of Salāt (prayers)’. Muligvis vil han, efter at have læst verset, føle manglende incitament til at engagere sig i bøn, eftersom ”de som beder” modtager reprimande i verset. Dog vil denne konklusion står i stik modstrid til det fundamentale koncept af etableringen af bønnen som er gentaget flere gange i Quranen. Dette vers er blevet misforstået og taget ud af kontekst. Derfor vil denne specifikke taddabur fra individet være anset som ugyldig og ukorrekt.


Moderne syn på fortolkning


Den nuværende diskurs omkring metodologien og teorien vedr. fortolkning af religiøse skrifter – som resultat af processen kendt som hermeneutisk eller eksegese – har med tiden udviklet sig, og har som resultat gransket forståelsen af tekster fra andre trosretninger. Quranen har naturligvis været emne for omfattende diskussion under denne diskurs, givet dens centrale position i verdens hurtigst voksende religion, Islam.


Nogle nuværende tænkere har foreslået at ”det er en rettighed for enhver muslim at fortolke Quranen dem selv” [1]. Andre har citeret årsager som ”… 90% af verdens muslimer, for hvem arabisk ikke er det primære sprog, vil nødvendigvis afhænge af Islams forkyndere, alle sammen mænd” for at retfærdiggøre moderne fortolkninger som de påstår ”… lægger århundredes traditionalistiske, mandligt-dominerende og oftest kvindehadske fortolkninger til siden, til fordel for mere moderne, mere individualistisk og oftest mere kønsvenlig tilgang til Quranen” [2].


Disse diskussioner har ofte centreret omkring Quranens historiske kontekst, og har resulteret i en forøgelse af spørgsmål vedr. dens relevans i forhold til det liv vi lever i dag.


Idéen om, at alle muslimer har ret til deres egen fortolkning af Quranen, er en idé forsøgt forplantet, og spørgsmål er blevet stillet omkring hvorvidt tafseer bør ses som en eksklusiv rettighed som kun ligger hos de få, og ikke åbent for alle.


En klar forståelse for videnskaben bag tafseer og dens særlige retningslinjer og reguleringer vil dog hurtigt kaste lys over de fejlslutninger associeret med mange moderne fortolkninger.


Quranen, som forklaret i denne artikel, blev på omfattende vis forklaret af profeten Muhammad ﷺ. Han forklarede via hans tale, handling og levende eksempel. Hans ledsagere memorerede og internaliserede disse forklaringer, og i forlængelse af deres uovertrufne beherskelse af det arabiske sprog, formåede de at opfange Quranens komplette fortolkning og budskab. Denne viden blev derefter overleveret, og har dannet det enestående link som forbinder den muslimske nation med deres profet ﷺ. Dermed er fortolkningen af Quranen allerede et veletableret faktum, med bred enighed, og processen har længe været indforstået. Man kan så at sige konkludere at den endegyldige tafseer allerede er blevet givet. Ethvert moderne forsøg, som grundlæggende står i modstrid til tidligere dokumenteret tafseer, og som substansløst udfordrer idéer og normer som har været veletablerede i over 1400 år, kan ofte tilbagevises på netop denne basis. Moderne fortolkninger påstår, at have opdaget nye forståelser til grundlæggende idéer, som hele den muslimske nation og dens lærde har været blinde for, i en periode på over 1400 år. Helt essentielt står deres konklusioner i modstrid med det som profeten ﷺ selv forklarede versenes mening til at være, og logik dikterer derfor at disse fortolkninger bør afvises.


Det er interessant at bemærke, at modernistiske fortolkninger ofte er udledt via en narrativ fremstilling baseret på eget lyst og begær. Eksempelvis vil nogle mene (på ukorrekt basis) at Islam er en voldelig, undertrykkende religion som forsøger at såre andre og undertrykke kvinder. De tilgår dermed Quranen med dette forudfattede stereotyp, og fortolker dermed Quranen på en måde, som passer overens med deres egen tankegang. Som resultat heraf ser man vers blive taget ud af kontekst, i håb om at understøtte deres substansløse påstande. Andre har måske incitament til at skabe ødelæggelse, hærværk og fordærv i samfundet, og på samme måde går de til Quranen med samme forudfattede agenda, som en måde hvorpå de kan retfærdiggøre deres fejlagtige metoder. Derudover er der nogle som føler at Islam er ”for strikt” og forsøger derfor ”at løsne” den forbundne natur af Allahs love og regler. Deres tilgang til Quranen bunder i intentionen om at retfærdiggøre deres syndige handlinger. Nogle har endda udført den intenderede fejl at selektivt vælge nogle vers som understøttelse for egne holdninger, alt imens de resterende dele af Quranen ignoreres.


Eksempelvis vil en kristen kunne læse Quranen og føle, at han kan bevise korsfæstelsen finde sted i Quranen, ved at læse profeten Jesus ord ” And peace be upon me the day I was born, and the day I die, and the day I shall be raised alive!” [19:33]. Dog vil han via denne forudfattede idé omkring korsfæstelsen bevidst ignorere verset som fortæller;


And because of their saying (in boast), “We killed Messiah ʿĪsa (Jesus), son of Maryam (Mary), the Messenger of Allāh,” – but they killed him not, nor crucified him, but the resemblance of ʿĪsa (Jesus) was put over another man (and they killed that man), and those who differ therein are full of doubts. They have no (certain) knowledge, they follow nothing but conjecture. For surely; they killed him not [i.e. ʿĪsa (Jesus), son of Maryam (Mary)].[4:157]


Derfor, hvis en person ville tilgå Quranen med oprigtighed, åbent sind og hjerte fri fra pre-etablerede idéer og forestillinger, i håb om at blive vejledt af Bogen, ville personen snart indse at mange moderne forsøg på at fortolke Quranen hører til faldgruben for den agenda-drevne retorik, og ikke mindst står i modstrid til den tafsir givet, af den generation, som forstod Quranen bedst, nemlig profetens ledsagere. Som minimum er disse fortolkninger alvorlige fejltagelser som der skal rettes op på, og i værste tilfælde yderst ulogiske og uislamiske. I stor modsætning til det abstrakte maleri som hænger på væggen, og som er frit åben for personlige fortolkninger, er Quranen en bog af vejledning hvis troslære, love og regler er fast etablerede og har været det i over 1400 år. Derfor opfordrer Quranen os til at overveje og reflektere dens tidsuafhængige visdom, lektioner og lingvistiske mirakler, men på samme tid advarer os imod at følge lyst og begær som tillader, at vores hjerter beskadiges til sådan en grad, at vi søger at ændre Allahs (subhanahu wa ta’aala) Deen, og for det som Han har intenderet for os.


Til slut er det en tankevækkende påmindelse, at den store ledsager af profeten (sallah Allahu aleyhi wa sallam) Abdullah b. Abbas (radiya Allahu anhu) (som profeten bad Allah om at velsigne med evnen til at fortolke Quranen) til tider afslog at besvare spørgsmål omkring tafsir af bestemte vers, af frygt for at sige noget forkert. Motivationen for hans stilhed kommer uden tvivl fra profeten (sallah Allahu aleyhi wa sallam) som sagde ”whoever speaks about the Qur’ān without knowledge, then let him take his seat in the hell fire!’ [Tirmidhi 2950].


Vi beder Allah om at velsigne os med den sande forståelse af Hans bog, og om at velsigne os med evnen til at handle efter den på de måder,

som Han er mest tilfreds med. Ameen.