Redaktionen – torsdag d.29/11-2018

Den teknologiske udvikling har bragt mennesker sammen, på måder man aldrig havde forestillet sig, blot 100 år siden. Alt imens har kommunikationen mellem ungdommen og traditionelle religiøse institutioner mødt større udfordringer. I islamisk kontekst gælder det især spørgsmål i gråzonen mellem at kunne praktisere Islam, og forblive i trit med den hastige samfundsudvikling.

Sådan føles det i hvert fald for en stor del af unge muslimer, som føler en voksende distance mellem deres liv, og hvad der tales om fra imamens talerstol. For mens imamerne på daglig basis er til folks tjeneste, når det omhandler spørgsmål om ægteskab, tilbedelse, islamisk historie, troslære o.l., sidder flere unge tilbage med følelsen af, at det kun er forbeholdt disse emner, imamen i moskéen kan hjælpe med. For alt derudover, må vejledning findes andetsteds.

Omend det er spørgsmål af finansiel karakter (investeringer, opsparinger, lån osv.), dilemmaer relateret til karrierebeslutninger, videnskab, seksualitet, filosofi, o.l, virker afstanden til moskéen til tider lang og besværlig. Nogle mødes med en uforståenhed, og andre føler sig decideret udstødt, når tanker omkring nye samfundstendenser deles i moskéen. Det har med tiden skabt en utilfredshed – og i nogle tilfælde en mistro – til landets etablerede muslimske institutioner. Nogle anser imamerne for at være “haram police”, mens de føler resten af verden er i rivende udvikling. En tendens som virker til at svække unge muslimers tillid til de etablerede institutioner, og tilskrive moskéerne større irrelevans.

Reform af Islam?

Så hvorfor er dette overhovedet et problem? Er det ikke en naturlig konsekvens af den videnskabelige udvikling, at religiøse institutioner bliver mindre vigtige? Har andre religioner på lige fod ikke undergået store forandringer, for at tilpasse sig den moderne verden?

For reformisterne er svaret oftest lige til; Islam må reformeres og tilpasse sig, som Kristendommen gjorde i europæisk historie. Med afsæt i de udfordringer de muslimske menigheder i Vesten møder, hvad angår kontekstualisering, integration, og kulturmøde, går flere nu frem og kræver denne islamiske reformation. De mener at kunne finde mønstre i tråd med, hvad Kristendommen måtte gøre af selvkritik og forandring, for at tilpasse sig en evigt udviklende omverden. Løsninger som bl.a. lyder på at sekularisere religionen, begrænse den til spirituelle anliggender, og gøre hver person til sin egen fortolker af de hellige tekster.

Men for majoriteten af muslimer, har idéen ikke vundet genlyd. Svaret lyder, at hvis Islam ukritisk skulle tilpasse sig tidsånden, ville det være et spørgsmål om tid, før religionen ville blive irrelevant. Det vil fjerne essensen af religionen som værende et helhedsbillede, og gøre Islam relativt til samfundsnormen det gældende årti. Mange mener, at reformisterne vender det blinde øje til den mærkværdige fleksibilitet som islamisk retslære besidder, og dens åbenlyse evne til at tilpasse sig historien, uden at miste originalitet. De opgiver den langsigtede samtale, og erklærer ortodoks Islam – som majoriteten af muslimer lever efter – for inhabil.

Så for majoriteten af unge muslimer, er en reform af Islam for ekstrem en løsning. Men hvis problemet ikke ligger i religionen, må det ligge hos dens følgere, og det vækker ikke desto mindre vigtige spørgsmål; Hvordan formår moskéen at forblive relevant for de kommende generationer? Hvilke ændringer skal der til, for at realisere moskéernes sande potentiale? Spørgsmålene er mange, og tiden er kommet til en ærlig selvkritik. Hvis noget, er det netop en islamisk dyd at kunne undergå en selvkritisk proces.

Vejen frem

Som så meget andet, starter det i det små. Hos familier omkring spisebordet, i lokale moskéer, og i de omgangskredse vi gør os i.

Hvad angår moskéen bør det aldrig være et sted, hvor man føler sig uhørt eller udstødt. Det bør ikke være stedet, hvor små børn føler sig udskældt grundet sjov og ballade, eller hvor den syndige ikke kan føle sig velkommen. Hvor kritiske spørgsmål blokeres, frem for slet at diskuteres. Tværtimod. Hvis unge muslimer bør føle sig velkomne, hørt og intellektuelt stimuleret et sted, bør moskéen være stedet. Værdier af respekt, tolerance, velgørenhed, imødekommenhed, dyb tænkning og spirituel udvikling, er alt sammen værdier, som har hovedsæde i moskéen, efter profeten Muhammads ﷺ eksempel. Værdier, som ikke bare skaber værdi for moskéen, men kan skabe samme værdier for resten af samfundet.

Det muslimske fællesskab bør efterstræbe de samme ambitioner, som i en periode gjorde, at den islamiske civilisation skilte sig ud fra resten af verdenssamfundet. Hvor viden var i fokus, og kultiveringen startede hos de muslimske institutioner. Så frem for at dirigere ungdommens spørgsmål i en overkontrolleret retning, må vi arbejde på at udstyre moskéerne med de rette faglige og sociale kompetencer, til at kunne imødekomme unge muslimers behov fra et holistisk perspektiv. Hvordan det i praksis skal udfolde sig, er et emne for sig. Men det starter med intentionen om forbedring, og viljen til forandring.

Vi skal med andre ord tilpasse vores tilgang – og ikke vores tekster og tolkninger – til et samfund i rivende udvikling. Islam besidder netop den nødvendige fleksibilitet, men kræver mod fra muslimske ledere (mænd såvel som kvinder), før den kan aktualiseres. Det er noget vi i Muslimsk Ungdom i Danmark vil arbejde for, velvidende om at vejen er lang og kompleks. Det er en vej vi kun kan gå ad i fælleskab, som organisationer og som større menighed. Derfor er det samtidigt et appel til enhver muslimsk organisation i Danmark, hvis formål er at værne om det muslimske fælleskab, vise hvor universelt et bidrag Islam giver mennesker, og som fortsat ønsker at være relevante i de kommende generationer; Nytænk formidling. Udbred videnssøgningen. Effektivisér kommunikationen, og giv plads til ungdommen. Islam vil altid være relevant og unik i sin natur; det er formidleren der har brug for forandring.